Børnesiden

På børnesiden er børnene mellem 0-13 år

Hverdagen
Om morgenen kommer børnene op alt efter hvad tid deres transport kommer for at hente dem til deres dagtilbud. Vi prøver at hjælpe børnene til en rigtig rolig og hyggelig morgen, så de efter morgenmaden kommer godt af sted til dagtilbuddene.

Om eftermiddagen, når børnene ankommer til Lundø, bliver det enkelte barn modtaget af den pædagog, som barnet skal være sammen med resten af denne dag/aften. Eftermiddagen starter med lidt spiseligt eksempelvis frugt, kiks, knækbrød samt saft og lignende. Derefter er der forskellige muligheder for aktiviteter. Nogle ønsker ro og eventuelt at se en film enten i fællesskab med andre eller måske på værelset.

Børnene bruger meget vores atriumgård, som har direkte adgang fra vores fællesrum. Her er der mulighed for at gynge, lege i sandkassen og køre på små motorcykler. Hvis nogen ønsker det, går vi på den store legeplads vi har bag huset i en dejlig stor have. Her er der mulighed for at cykle, køre på mooncar, gynge, klatre i klatrestativ, lege i sandkasse, hoppe på en stor trampolin og spille bold.

Aftensmaden spiser vi klokken Kl. 17.30. Vi spiser oftest i 2 grupper, da vi oplever det, som det mest hyggelige for børnene.

Efter aftensmaden er der igen mulighed for forskellige aktiviteter ude eller inde f.eks. film, bøger, Lego, spil, Pc, PlayStation, Wii, moddelervoks eller tegne. For de mindste begynder vi så småt at bade og gøre klar til natten. Ved 19-tiden laver vi lidt aftenhygge med saft/the eventuelt kiks eller frugt. Børnene bliver puttet, efter aftale og behov ca. mellem kl. 19 og 21.

Weekender
Børnene får lov til at sove til de vågner, oftest er alle oppe og har fået morgenmad inden kl. 9.00.
I weekenderne på Lundø er der selvfølgelig mulighed for de samme aktiviteter som på hverdage. Udover det bevæger vi os også ud af huset.
Nogle gange er det gåture i området, andre gange tager vi med tog eller bus ud for at opleve forskellige ting. Vi har også en Lundøbus til mindre grupper, der tager på tur.